Generel beskrivelse
Sejet Planteforædling blev grundlagt i 1947. På det tidspunkt syntes landbrugsorganisationerne og andelsselskaberne at indsatsen inden for kornforædling var for lille i Danmark. Forædlingsstationen blev dermed startet med det formål at etablere en virksomhed, der kunne varetage landbrugets interesser i forædling af moderne kornsorter, samt sætte produktionen af såsæd i system.
Sejet Planteforædling startede i 1947 på en 25 ha stor gård nær Sejet by ved Horsens fjord. I perioden op igennem de første 25 år blev dyrkningsbetingelserne markant ændret i jordbruget. Et kraftigt stigende forbrug af handelsgødning i perioden stillede nye krav til dyrkningssikre sorter. Et højt prioriteret forædlingsmål var som følge heraf korte og stråstive sorter. Ukrudstproblemerne kunne effektivt løses med effektive ukrudtsmidler, så der blev ikke forædlet mod forbedret konkurrenceevene over for ukrudt. I den efterfølgende periode og helt frem til i dag, har planteforædlingen hele tiden været tilpasset de aktuelle betingelser og krav. Kemiske midler kunne løse mange af problemerne med svampesygdomme, men ønsker og krav om at udnytte og forbedre sorternes egen modstandsdygtighed mod sygdomme sorterne førte til en markant øget forædlingsindsats på området. Ud over en god sygdomsresistens skal sorten samtidig være højtydende, have gode stråegenskaber, være kulderesistent, samt have gode malt- eller brødegenskaber mv..
Specielt gennem de sidste 25 år har Sejet Planteforædling gennemgået en omfattende og konstant udvikling og virksomheden fremstår i dag som en udbygget og moderne forædlingsvirksomhed, hvor de nyeste teknikker som f.eks. DNA-markører også er implementeret. Sejet Planteforædling drives i dag på 180 ha frugtbar og ensartet jord. Derudover afprøves sorterne på udvalgte lokaliteter i Danmark samt i andre lande gennem det veletablerede netværk.
Sejet Planteforædling er primært ejet af DLG. Gennem det tætte og stærke samarbejde med grovvarebranchen er opformering og levering af Sejet Planteforædlings sorter til landmændene sikret bedst muligt.
Sejet Planteforædling har eget forædlingsprogram inden for byg, hvede og triticale men derudover er der et stærkt repræsentationsprogram i de vigtigste landbrugsafgrøder med både danske og udenlandske forædlere. Fra eget forædlingsprogram har Sejet Planteforædling løbende og med succes forædlet sorter inden for både byg og hvede.
|
|