Sejet Planteforædling
Beskrivelse af Sejet Planteforædling
Generel beskrivelse Forædling Kvalitetsundersøgelser DNA markører Såsædsproduktion

Forædling
Gennem krydsning mellem forskellige sorter er det muligt at skabe ny variation, der f.eks viser sig at have et højere udbytte, gode dyrkningsegenskaber, forbedret sygdomsresistens samt en optimal kvalitetssammensætning. Dette krydsningsarbejde og efterfølgende effektiv selektion af sorter er forudsætning for at det forsat er muligt at skabe fremskridt. Hvert år indsamles observationer om tusindvis af sorters egenskaber (udbytte, resistens mv). Herefter kan lovende sorter krydses, hvilket kan foretages i såvel drivhuset som i marken. Sejet Planteforædling har et mangeårigt og stærkt samarbejde med en lang række udenlandske forædlere, der bla. muliggør tilgang af nyt og interessant krydsningsmateriale.

Krydsning udføres i drivhuset Bygparceller

Fra krydsningen er foretaget til en ny lovende sort er færdigudviklet har forløbet – ved brug af traditionelle forædlingsmetoder – typisk varet 12-15 år. Sejet Planteforædling har udviklet og implementeret nye hurtigmetoder i forædlingen. Produktionen af nye kornsorter sker nu rutinemæssigt i laboratoriet som reagensglasplanter. De såkaldte dihaploider er i princippet nye færdigtproducerede og helt ensartede kornsorter uden genetisk udspaltning. Hurtigmetoden kan reducere produktionstiden for en sort til kun at være 5-6 år. Bedømmelse i hvedemateriale
De første planter tærskes i små forsøgstærskere. Frøet fra enkelt-planterne (potentielle nye sorter) udsås i marken med en specialsåmaskine – Seed-matic såmaskinen, som med et kassettesystem kan så aksafkomshold og lignende. Der sås typisk 1 m lange rækker. Hvert år udsås flere tusinde rækker i byg og hvede. Rækkerne bedømmes flere gange gennem væsktsæsonen – bl.a. for resistens mod sygdomme samt agronomiske egenskaber. Ved høst er typisk 90% af rækkerne kasseret på grund af for dårlig resistens, dårlige dyrkningsegenskaber eller andet. De udvalgte rækker tærskes, og der er nu så meget frø til rådighed at der i den efterfølgende vækstsæson kan laves egentlige udbytteforsøg på flere lokaliteter, og evt. også i flere lande.

Gulrustmodtagelig og resistent hvedesort Høst af forsøgsparceller
Udbytterne fra parcellerne registreres, og resultaterne data-behandles sammen med de øvrige observationer, der er gjort i løbet af vækstsæsonen. Sorter med de bedste kombinationer af højt udbytte, gode agronomiske egenskaber mv. udvælges til næste års forsøg samt til kvalitetsundersøgelser i laboratoriet.